Er der mere?

       I sin ‘The Universe Around Us’ begrænser George Ellis meget klogt sin afhandling til det fysiske og den levende verden, mens jeg har i sinde at gå et skridt videre og kigge ind i en ikke-fysisk verden, og måske finde en enhed mellem disse tre. Jeg er sikker på, at man allerede har gættet, at jeg sigter til den paranormale, til psi fænomenernes verden. Mit hovedspørgsmål i den forbindelse er, indeholder Mennesket mere end skitseret ovenfor?  

       Michael Schermer, udgiveren af det amerikanske blad Skeptic (Skeptikeren), er overbevist om, at det gør Mennesket  ikke. I september 04 udgaven af Scientific American stiller han det samme spørgsmål som jeg og har dette svar:

“Hvis dette er alt hvad der er, så tæller hvert øjeblik, hvert forhold og hver person – og tæller mere hvis der ikke er nogen i morgen end hvis der er. Uden nogen form for guddommelig design eller kosmisk plan har vi arvet arbejdet som livets opsynsmand her på jorden, det eneste hjem vi nogensinde har kendt. Den erkendelse, at vi kun eksisterer sammen i et snævert tidsrum og i en begrænset smule rum, løfter os op til et højere niveau af menneskelighed og ydmyghed, et kort øjeblik på kosmos’ proscenium."

       Jeg kan sandelig tilslutte mig hvert eneste af disse velskrevne ord, men til forskel fra hvad han tror, så mener jeg, at de gælder lige godt, hvad enten dette er alt, hvad der er, eller om der er mere. Og det er jeg overbevist om at der er, men måske ikke lige på den måde, som du forestiller dig (mere om det senere): Jeg tror, at vi mennesker (og desuden liv i alle dets øvrige former) er resultatet af en usandsynlig kombination af tilfældige omstændigheder, beskrevet ovenfor i ”det antropiske princip”. Jeg er stærkt overbevist om, at vi er resultatet af Darwinsk udvælgelse, men samtidig  er jeg uenig med de fleste antropologer og biologer i følgende: Jeg tror, at der i løbet af livets evolution udvikledes et antal overlevelsestræk blandt arterne, evner som retfærdigvis ikke burde benævnes okkulte eller overnaturlige (fordi de sandelig er en uadskillelig del af naturen), men som ikke desto mindre har fået den etikette. Her vil vi kalde dem psi fænomener som det altfavnende begreb. ESP (Extra-sensory Perception) eller PK (Psykokinese eller telekinese), de to, der har min specielle interesse, er således blot to ud af mange underafdelinger af psi. De demonstrerer evnen til at:

1.   kommunikere med øjeblikkelig virkning over såvel små som store distancer mellem  mennesker eller dyr uden brugen af de normale sanser (telepati).

2.   opnå information om fjerne begivenheder uden levende væsners øjensynlige mellemkomst (clairvoyance).

3.   opnå viden om fremtidige begivenheder, ofte i form af drømme (prækognition).

Disse evner benævnes normalt ESP (Extra-sensory Perception)

4.   muligvis at indvirke på stof, enten på afstand eller gennem kontakt. Evnen kaldes PK (Psykokinese, telekinese).

     Jeg mener, at disse evner med tiden har mistet deres overlevelsesværdi og derfor er degenereret meget blandt mennesker og husdyr, således at de i dag er svage og ukontrollable. Har man besiddet nogle af evnerne, vil de rimeligvis forringes med alderen, idet de ikke længere har den samme overlevelsesværdi, når vi først har formeret os. Men de er sandsynligvis intakte blandt mange dyrearter, som fx fisk, termitter, bier, trækfugle, rovfugle, aber osv. Besiddelsen af dem er velsagtens desuden selektiv, så ikke alle dyr har besiddet dem alle.

     Min plan er at give en nødtørftig fremstilling af, hvorledes disse forekomster er blevet behandlet af den videnskabelige verden til vore dage. Jeg vil give eksempler på et par af de mere fremtrædende teorier, fremsat af videnskabsmænd, der har vovet sig ind på dette område. De fleste er rædde for blot at komme i nærheden af denne Pandoras æske, for når den først er åben (og låget har været løftet mange gange), inviterer det alle mulige særlinge og svindlere og religiøse fanatikere til at føre sig frem. Så for at overvinde de fleste videnskabsmænds psykologiske skranker har det været nødvendigt at fastsætte regler og kontrolmekanismer, der er langt strengere end det kræves inden for andre forskningsområder, og dette sammen med vanskelighederne ved at få økonomisk støtte til ESP forskning gør udsigterne mørke.

     Måske består den største vanskelighed ved at overbevise folk om vigtigheden af denne forskningsgren i, at det er uhyre svært at reproducere fænomenerne, et uomgængeligt krav inden for de fleste videnskabelige discipliner.

     Dernæst  vil jeg fortælle nogle af mine egne psi oplevelser med særlig vægt på prækognition (forudviden) og synkronicitet, og til slut  vil jeg se, om jeg kan finde nogle fælles træk bag dem. 

     Men først et par ord om historien bag ESP forskningen. Egentlig forskning af det paranormale blev ikke foretaget i større målestok før stiftelsen i England i 1882 af the Society for Psychical Research (SPR), Selskabet for Psykisk Forskning. Formålet var at undersøge fænomener såsom telepati, genfærd, hjemsøgte huse og hypnose for deres mulige paranormale natur. Indtil da var den slags forskning for det meste foretaget af enkeltpersoner. Et eksempel er den engelske fysiker Michael Faraday, der omkring 1850’erne eksperimenterede med borddans.

     Blandt grundlæggerne af SPR var fremragende forskere som fx Edmund Gurney and Frederick Myers. Henry Sidgwick var selskabets første præsident. Listen over præsidenter det næste århundrede er ærefrygtindgydende: nobelprisvindere, en premierminister, et stort antal professorer i fysik, biologi, psykologi, matematik etc. Skønt de sjældent selv stod for eksperimenterne, tjener til at antyde foretagendets seriøse natur. I 1885 blev det amerikanske modstykke til SPR grundlagt, og begge selskaber er stadig aktive.

     Siden 1882 har forskningsområdet spredt sig til alle tænkbare paranormale fænomener, og hundredtusinder af forsøg er foretaget af selskabet. Perioden op til 1930 var domineret af spiritisme, forstærket af de efterladte under og efter 2. verdenskrig, som søgte kontakt med de døde ved mediers mellemkomst. Disses bedragerier skadede parapsykisk forskning i en sådan grad, at den næsten ophørte.

     Imidlertid medførte revolutionen inden for fysikken fra 1900 med fremkomsten af de store teorier (som fx Bohrs atommodel, almen relativitet, bølgeteori og kvanteteori) en opfattelse af universet og stoffet som mystiske, spinkle entiteter. Dette medførte, at mange, hvoriblandt et overraskende antal fysikere, søgte fysiske forklaringer på psi fænomener inden for deres eget speciale.

     En af dem var den engelske fysiker og matematiker Adrian Dobbs, der i 1965 foreslog en original teori til forklaring af telepati og prækognition inden for den fysiske ramme; han indførte to ekstra tidsdimensioner, således at kvantekræfterne udspilledes i den ene, mens den anden indeholdt det totale antal muligheder. En bølgefront, der tilhørte den første dimension, og som bevægede sig fremad langs tidens pil, skulle formodentlig kollabere bølgefronten hvert øjeblik og materialisere den begivenhed, der havde størst sandsynlighed for at indtræffe i den anden dimension.

     En anden var den fremragende australske neurofysiolog og nobelprisvinder Sir John Eccles, der i sin teori om hjernen foreslog eksistensen af en upåviselig entitet, som udløste frie viljeshandlinger gennem hjernen. Hans hensigt var ikke at forklare psi, men da hans teori hverken forudsatte felter eller bølge-partikler, er den blevet taget til indtægt af flere psi-forfattere, der ikke har ønsket at binde sig til hverken den ene eller den anden af de to store teorier i deres søgen efter forklaringer på psi.

     Albert Einstein var ikke negativt indstillet over for forskere som søgte forklaringer på psi; han støttede et par af sine videnskabskollegers ideer om den paranormale karakter af visse fænomener. Endvidere skrev han forordet til Upton Sinclair’s ”Mental Radio” og deltog i seancer, hvor han ifølge Sinclair uden mediers tilstedeværelse fik et bord til at levitere, dvs. løfte sig, uden at han var i fysisk kontakt med bordet.

     ESP gik ind i sin pubertet i 1930erne, da en omfattende serie af forsøg blev foretaget. Bedst kendt er dem, som blev udført af J. B. Rhine og hans kone og senere enke Louisa Rhine på Duke universitetet i USA til deres afslutning i 1965. I 1934 offentliggjorde Rhine sine resultater i bogen “Extra-sensory Perception”, et udtryk han selv havde opfundet. I 1947 udgav han ”Sjælens evner”, i hvilken han gjorde status over de eksperimentelle resultater, han havde nået indtil da. Rhine eksperimenterede ikke bare med personer, han undersøgte adskillige hundrede tilfælde, hvor det forlød, at dyr havde udvist ESP evner.

     Omkring 1970 gik psi forskningen ind i sin voksentilværelse. De epistemologiske konsekvenser af de store teorier (relativitet, kvantefysik) havde bundfældet sig i det videnskabelige samfund, og det gav fysikere og kvantematematikere pusterum til at dykke dybere ned i psi. Desuden syntes ESP at være blevet mere respektabel; et antal forskere kom frem med fuldt færdige matematiske teorier, og andre kom med komplicerede spekulative teorier, men de havde alle én brist til fælles: De tilbød ikke teorier, der kunne efterprøves. Andre – især parapsykologer – udelukkede fuldstændig muligheden af en fysisk psi teori.

I 1960erne begyndte psykiateren Montague Ullman og psykologen Stanley Krippner at forske på Maimonides Medical Centers Drømmelaboratorium i New York for at bekræfte deres hypotese ifølge hvilken ESP skulle hænde oftere i drømme end under bevidsthed. De har især koncentreret sig om drømmetelepati, dvs. om en person, der optræder som ‘agent’, kan overføre sine tanker til den sovende forsøgspersons sind og derved influere på dennes drømme. Det viste sig, at hypotesen holdt, men i løbet af forsøgene fremgik det, at nogle af forsøgspersonerne ‘ignorerede’ agentens instrukser og i stedet drømte prækognitive drømme, dvs. drømme, der forudsagde fremtidige hændelser.

I 1973 offentliggjorde Ullman og Krippner deres forbløffende resultater i bogen ‘Dream Telepathy’ (‘Drømme-tankeoverføring‘). Case stories fra deres forsøgsrækker såvel som mine personlige oplevelser antyder, at prækognition næsten udelukkende viser sig i drømme, og det tyder på, at den under- eller ubevidste sindstilstand under søvnen, og især under dens REM (Rapid Eye Movement) faser er praktisk talt en forudsætning for prækognition, mens forvarsler (den paranormale slags: forudanelser om ulykker eller begivenheder med stærk følelsesmæssigt indhold) sker i vågentilstanden.

Jeg tror, dette er et godt tidspunkt til at fortælle nogle af mine og mine nærmestes prækognitive drømme:

Mine og andres prækognitive drømme

     En anden, senere tendens har været den voksende vægt, der er lagt på den rolle, bevidstheden kan tænkes at spille i psi. Mennesket er det eneste væsen med en fuldt udviklet bevidsthed. Kan det tænkes, at en eller anden bevidsthedstilstand er en forudsætning for psi, eller at bevidstheden faktisk skaber psi - under visse betingelser? Bevidsthed ville så være kontaktfladen mellem psi og den materielle virkelighed. Analogien til kvantemekanik er åbenbar: Den rolle, som observatøren i eksperimenter spiller ifølge Københavnerskolen, er kendt, og hvis vi tilføjer ‘bevidst’, så der står ‘den bevidste observatør’, er analogien endnu mere slående; hvad ser ud til at være fællesnævneren i de fleste psi fænomener? At de på et eller andet tidspunkt må have været erkendt eller bevidstgjort af en eller anden. I overensstemmelse med denne formodning koncentrerer psi forskning sig for tiden om forbindelsen mellem psi, bevidstheden og den fysiske virkelighed. På Princeton universitetet han man taget konsekvensen af denne indsigt. Men lad os først kigge nærmere på dette flygtige begreb bevidsthed, som spiller så vigtig en rolle, enten ved sit fravær eller tilstedeværelse i alle psi begivenheder:

Kan vi præcisere hvad bevidsthed er?

Princeton Engineering Anomalies Research (PEAR) laboratoriet blev oprettet i 1979 af professor Robert G. Jahn, Dean Emeritus ved Princeton universitetets School of Engineering and Applied Science. Siden da har ingeniører, fysikere og psykologer ved laboratoriet gennemført et rigoristisk videnskabeligt studium af vekselvirkningen mellem menneskelig bevidsthed og følsomme fysiske apparater og af prækognitiv fjernperception for at nå til en bedre forståelse af bevidsthedens rolle i tilvejebringelsen af den fysiske realitet. De udviklede de tilfældighedsgeneratorer, der senere også blev anvendt i det nedenfor omtalte GCP projekt. PEAR webside findes på http://www.princeton.edu/~pear/.

       I 1998 påbegyndte en gruppe internationale videnskabsmænd på Princeton universitetet med Roger D. Nelson i spidsen et projekt, der blev døbt ’ The Global Consciousness Project’ (GCP), ’Det Globale Bevidsthedsprojekt’. Dets hardware er et net af omkring 65 af de ovennævnte tilfældighedsgeneratorer, benævnt EGGS, som er anbragt rundt om på Jorden. Hensigten er at afsløre uregelmæssigheder gennem analyser, som er designed til at vurdere hypoteser om en mulig forbindelse mellem data-uregelmæssigheder og globale begivenheder, forbindelser som ikke kan forklares med fysiske årsager. Generatorerne er afskærmet fra enhver tænkelig indflydelse udefra, og data fra dem strømmer ind til centret. Antagelsen er, at felter, genereret af den menneskelige bevidsthed, vil vekselvirke og kombinere med og til slut udvise en global tilstedeværelse, især når mange mennesker er samlet med samme formål eller er udsat for tragiske begivenheder. Disse felter skulle vekselvirke med EGGS’ene således, at de griber ind i ellers forventede tilfældige svingninger og automatisk udviser resultater, der ligger signifikant under eller over det forventede. Der har været adskillige uforklarlige data. Gruppen hævder, at 11. september 2001 faktisk registreredes globalt. Et stort antal af deres resultater kan findes på http://noosphere.princeton.edu/results.html . Her findes også resultaterne  efter 11. marts togbomberne i Madrid. (Forfatteren havde en beskeden rolle ved at henlede Roger Nelsons opmærksomhed på dette mål for undersøgelse).

       Forholdet mellem mennesker og deres kæledyr – hunde, katte, duer osv. – udgør tilsyneladende et særligt psi-tilfælde; tusinder af registrerede tilfælde beretter om de utrolige paranormale virkninger, som stærke følelsesmæssige bånd mellem kæledyr og dets herre kan have i smertelige eller angstfulde tider. Historierne om hunde eller katte, der har advaret deres herre om truende farer, er legio. Det synes at være et fælles træk, at advarslerne er et-vejs fænomener; det er kæledyret, der advarer dets herre, ikke omvendt. Utallige er også historierne om kæledyr, som er blevet skilt tusinder af kilometer fra deres herre og ikke desto mindre har fundet ham igen efter ”umenneskelige” prøvelser, der har varet umådeligt længe.

       Et af de bedst registrerede er tilfældet ”katten Sugar”, som i 1951 eftersporede sine ejere over en afstand af 2400  kilometers bjergrigt terræn mellem Californien og Oklahoma. Sugar var bange for biler og sprang ud af bilvinduet, da de kørte ud af byen Anderson i den nordlige del af Sacramento Valley. Deres forsøg på at fange den var forgæves, og de blev nødt til at køre videre. 14 måneder senere sprang Sugar pludselig ind gennem et vindue i deres nye hjem i Gage, Oklahoma. Katten var let at kende, takket være dens særlige farve og en hoftedefekt. Ingen ved, hvordan katten har kunnet krydse over Rocky Mountains, en ørken og adskillige fjeldkløfter. Parapsykologen J. B. Rhine var specielt interesseret i episoden og foretog grundige undersøgelser i sagen.

       Der findes imidlertid nogle fænomener et sted mellem hverdagens og det overnaturliges verden. Sædvanligvis er deres fremtrædelsesformer meget  banale og udramatiske og medfører sjældent eller aldrig positive eller negative konsekvenser. De sker bare og efterlader os i en kort tilstand af undren. Der er tale om fænomenerne usandsynlige sammentræf og synkronicitet. Usandsynlige sammentræf er optræden, som regel parvis, af begivenheder med stor indbyrdes lighed men uden kausal sammenhæng, inden for kortere tidsrum (sekunder til få dage).

       Arthur Koestler har taget fænomenerne op til diskussion i to bøger, Sandsynlighedens grænse (The Roots of Coincidence) og The Case of the Midwife-Toad. Den sidste er samtidig en biografi over den østrigske biolog Paul Kammerer, som definerede begrebet serialitet som serier af tidsmæssigt tilbagevendende begivenheder med stor indbyrdes lighed men uden kausal sammenhæng. Han undtager således alle normale, cykliske begivenheder såsom sekundviserens flytten sig, vekslen mellem dag og nat osv. osv.

       Gennem tyve år optegnede Kammerer uophørligt tilfældige sammentræf. Jeg citerer et typisk eksempel frit efter Koestlers bog: Kammerers hustru sad i venteværelset hos sin læge og bladede i tidsskriftet Die Kunst. Hun blev betaget af nogle reproduktioner af maleren Schwalbach og noterede sig hans navn. Et øjeblik efter åbnede klinikassistenten døren og spurgte patienterne: ”Er Frau Schwalbach her? Der er telefon til hende.”

       Banalt, ikke? Men jeg tror at de fleste af os utallige gange har oplevet lignende situationer uden at forbinde dem med noget overnaturligt, og videnskaben forklarer dem da også med, at der er tale om tilfældigheder, helt normale fænomener som vi af psykologiske grunde tillægger en særlig betydning.

       Sammentræf er beslægtet med synkronicitet, et andet fænomen, der heller ikke varsler om dramatiske begivenheder eller fremtidige ulykker. Det er samtidig indtræffen af to, ikke-kausalt forbundne begivenheder, hvoraf den ene er normal, fysisk, mens den anden har en tal-, ord- eller situationsmæssig lighed med den første, som forudsætter, at den afsløres eller erkendes af et menneske.

       Mange mennesker, hvoriblandt kendte fysikere, er overbevist om, at tilfældige sammentræf og synkronicitet er psi fænomener. Den kendteste er nok Wolfgang Pauli, ophavsmand til Udelukkelsesprincippet og opdageren af neutrinoen. Sammen med psykoanalytikeren C. G. Jung skrev han i 1952 en bog om synkronicitet, hvori disse to så forskellige personligheder forsøgte at nå til enighed om et fælles syn på det paranormale. Sammen hævder de, at der i naturen virker ikke-fysiske, ikke-kausale energier.

       Det er modigt og usædvanligt, at en så fremtrædende fysisk forsker vover at fremsætte så kontroversielle tanker i selskab med en psykoanalytiker. Psykoanalysen var ikke var anerkendt (og er det stadig ikke) som en videnskabelig disciplin, og psi-forskningen blev stadigvæk betragtet med mistro som videnskabelig disciplin. Inden jeg slutter med at forsøge at sammenfatte, hvad jeg har skrevet indtil nu, vil jeg gerne fortælle om nogle mærkelige sammentræf, jeg har oplevet.

Synkronicitet, sammentræf

      Jeg har måttet forbigå et stort antal forskere og deres forsøgsresultater og teorier for at kunne følge min kæde af argumenter. Hvis du har lyst til at dykke dybere ned i psi forskning, kan jeg anbefale James E. Beichler’s hjemmeside ‘Yggdrasil’ på http://www.scientificexploration.org/jse/articles/pdf/15.1_beichler.pdf . Beichler giver en fremragende oversigt over psi forskningen fra dens begyndelse til i dag.

Konklusion   

       Det følgende er mine personlige epistemologiske overvejelser om psi’s natur, inspireret af den aktuelle forskning og baseret på mine egne psi oplevelser. Min egen indstilling, for hvad den må være værd, er, at da det er blevet bevist hinsides ethvert videnskabeligt krav, at psi fænomener eksisterer, har vi valget mellem at søge en fysisk og en epistemologisk/filosofisk forklaring på dem. Det fører til spørgsmålet om, hvorvidt psi er et universelt fænomen eller om det er begrænset til liv. Hvis kvantekosmologerne har ret, er psi et altomfattende fænomen. Der findes åbenbart ikke noget bevis, som underbygger denne påstand, men den bør ikke udelukkes helt og holdent.

Min indstilling er, at  der muligvis findes andre civilisationer tusinder af lysår væk, men af grunde, jeg fremførte i kapitlet ‘Hvad hvis vi er alene?’ ovenfor, vil jeg se bort fra muligheden indtil videre. Under alle omstændigheder ville det være ren spekulation, hvorledes psi ville manifestere sig i en hypotetisk civilisation, udviklet fra en ukendt livsform måske tusind lysår væk.

Det må tilskynde os til at forklare den anden mulighed: At livet er begrænset til Jorden. Hvis det er tilfældet, så er det usandsynligt, at psi er universelt, og de fysiske teorier mister derved deres anvendelighed. Men dette efterlader os i et dilemma, for én konsekvens synes at være, at vi må søge forklaringer i et ikke-fysisk virkefelt, hvorved vi åbner døren for alle mulige sælsomme teorier. Det er lige netop, hvad vi ønskede at undgå.

Men lad os først følge psi-liv argumentet. Opstod psi sammen med liv eller har det ”koblet sig på” liv senere hen? Er det sandsynligt, at de mest primitive livsformer har besiddet tilsvarende primitive psi evner, og efterhånden som liv blev mere og mere komplekst, blev psi evnerne tilsvarende mere forfinede og alsidige? Det leder logisk til den antropomorfistiske tese, at mennesket besidder de højest udviklede psi evner.

Dette er ikke udelukket, men realiteterne ser ud til at modsige hypotesen. Jeg foreslog tidligere, at mennesket besad evnerne fuld ud på et tidligere tidspunkt men at de mistede deres overlevelsesværdi samtidig vores kulturs raffinement og føleligt degenererede, og at dyr stadig besidder dem fuldt ud.

Jeg går ind for den første hypotese – at psi fulgte liv. Men hvorfor opstod det og udviklede sig? Jeg tror ikke, at det opstod for at tjene individer; psi er snarere resultatet af Darwinistisk udvælgelse, designet til at give overlevelsesfordele til populationer af dyr og mennesker.

Det er indlysende, at psi må manifestere sig gennem individer, og det synes rimeligt at forvente, at visse mennesker er begavet med det i højere grad end andre, og det er faktisk blevet bekræftet videnskabeligt gennem utallige mediers præstationer. Imidlertid fungerer det ikke som en robot men synes at være forbundet med de mest uudforskede og arkaiske dele af vores og dyrenes hjerner.

Øjeblikkelig virkning på afstand og fremad ind i fremtiden (eller bagud fra fremtiden) er nok det mest gådefulde af alle psi fænomener men er samtidig den forekomst, der mest ligner elementarpartiklernes gådefulde optræden i kvantemekanikken: Deres øjeblikkelige virkning på afstand, ikke-lokalitet, teleportation under visse betingelser og observatørens rolle som udløsende faktor i disse fænomener.

En mulig forklaring kunne være, at alle begivenheder sker samtidigt og at det er en eller anden ikke-fysisk entitet i hjernen, der aftaster det evige Nu og således tildeler hver begivenhed dens plads langs tidslinien, hvorved den skaber vor fornemmelse af fortid, nutid og fremtid. Dette kunne forklare prækognition, telepati og clairvoyance men næppe telekinese (PK), og det tænder en lille håbets flamme for en fysisk forklaring på psi:

Når man ser på videnskabens historie og især på udviklingen af de store teorier og forsøgene på at forene dem, forekommer det sandsynligt, at det sidste ord ikke er sagt endnu, og at nye fremskridt endda vil vise sig gavnlige i bestræbelserne på at forklare psi; jeg tror, at samtidig med, at kvantefysik og kvantekosmologi skrider fremad mod en TOE (Theory of Everything, en Teori om Alt), vil en beslægtet og verificerbar  ESP kvanteteori eller noget lignende blive fremsat. En TOE bør omfatte alt stof og naturkræfter og alle fænomener, iberegnet ESP, som integrerende dele af naturen, og jeg tvivler ikke om, at forståelsen af begreber som ånd, bevidsthed og tid vil ændre sig umådeligt undervejs

Finis

tilbage til toppen 

tilbage til hjemmesiden

Copyright  Per Lassen, 22. august  2005

(De japansk/kinesiske skrifttegn i baggrunden læses ”chooshizen” på japansk, hvilket betyder ”det overnaturlige”)

Kommentarer og forslag til per.lassen@wanadoo  Efter wanadoo, venligst tilføj .es

Big Bang, el universo visible, el cosmos entero, teoría cuántica y el cosmos de espacio-tiempo de Einstein, las constantes fundamentales, pasado-presente-futuro, el concepto de tiempo, principio anthropológico, Dios, religion, filosofía, el genero humano.