Jeg tror, at hvis vi vil diskutere tiden virkelig
alvorligt, må vi afgøre hvilken slags tid vi snakker om. Encyklopædien
definerer tid som ”periode i løbet af hvilken en handling eller begivenhed forekommer;
også en dimension, der repræsenterer en følge af sådanne handlinger og begivenheder.
Tid er en af den fysiske verdens fundamentale størrelser, i
den henseende i lighed med længde og masse.” En anden definition siger,
at tid er et kontinuum i hvilket en begivenhed følger en anden fra fortiden
videre til fremtiden. Begge definitioner er fysiske, så lad os først se på,
hvordan fysikerne opfatter tid.
Under omtalen af Relativitets- og
Kvanteteorien ovenfor har vi allerede berørt den videnskabelige
opfattelse af tiden. Den har undergået betydelige forandringer, især i det
seneste århundrede, og den bør fortsat være i søgelyset. Ifølge én teori,
Hartle-Hawkings ’grænseløse’ hypotese, havde tiden en begyndelse. Som
Stephen Hawking hævder, begyndte tiden samtidig med,
eller snarere umiddelbart før Big Bang. Med Hawkings ord: ”
... når kvantemekanik tages i betragtning, er der den mulighed, at
singulariteten tværes ud og at rum og tid sammen danner en lukket fire-dimensional
overflade uden grænser eller kant, lige som Jordens overflade, blot med to
ekstra dimensioner ... At spørge efter, hvad der skete før Big Bang er som at
søge efter et punkt en kilometer nord for Nordpolen.” og videre ”...tidens
begyndelse ville have været et punkt af uendelig stor tæthed og uendelig
krumning af rummet. Alle kendte fysiske love ville bryde sammen i et sådant
punkt. At tale om tid i dette punkt – som kaldes singulariteten – er
meningsløst.”
Teorien
hævder således, at i kvante-målestok (sub-sub atomar skala) og
retrospektivt krøller rum og tid op, så de ikke kan skelnes fra hverandre,
eller snarere, tiden blev forvandlet til en fjerde rumdimension. Denne
universets begyndelsestilstand var ensartet og glat, og da der ikke var nogen
tid, og da ”begyndelse” forudsætter eksistensen af tid, kan der ikke være
nogen begyndelse på universet. Den påstand, at tid har en begyndelse, har været
svært at acceptere for mange, både videnskabsmænd, filosoffer og lægfolk.
Tiden eksisterer ikke mere end fortiden og fremtiden. Einstein lærte os, at hvad han kalder tid er et lokalt fænomen, der tilhører et bestemt referencesystem, fx Jorden. Inden for dette system sker en uendelig følge af begivenheder, praktisk talt simultant med at de bliver betragtet af en postuleret observatør. Den fysiske verden er fuld af periodiske begivenheder, nogle af dem af uendelig kort varighed (en ”omdrejning” af elektronen omkring atomkernen), andre varer en omdrejning af Jorden omkring sig selv, andre en omdrejning af Jorden omkring Solen etc. etc. Tid eksisterer ikke i et system I kaotisk bevægelse fordi ‘tid’ er meningsløst uden periodisk forandring. Hvis dette er korrekt, eksisterede tiden ikke i de første dusin sekunder efter Big Bang fordi de tilstedeværende elementarpartikler var i kaotisk bevægelse som følge af de ekstremt høje temperaturer.
Vi mennesker har vedtaget at registrere fysisk tid ved at tælle specifikke periodisk gentagende fænomener, idet vi laver en en-til-en korrelation mellem vore ure og hændelsen under observation. Fysisk tid er synonymt med tælling af cykliske begivenheder. Hvert af disse cykliske fænomener er et ur. I evolutionens løb har vi mennesker simpelthen valgt den type ur, som passede bedst til vort teknologiske stade og vore behov på det pågældende tidspunkt. I dag defineres et sekund som varigheden af 9.192.631.770 svingninger af en bestemt type stråler, der udsendes af cæsium 133 atomet. Alle disse ure er baseret på den antagelse, at hver periode er identisk med den forrige og den følgende, at hvert pendulsving er identisk med det forrige og det næste, og at hver impuls fra cæsium 133 atomet er identisk med det næste. Vi er overbevist om, men vi kan ikke være sikre på, at uden vor tilstedeværelse vil alle disse cykliske begivenheder af forskellig varighed fortsætte med at ske i evigheder, også i andre referencesystemer.
Uden os til at tælle er der måske ingen tid. Det vil sandsynligvis ikke bekymre de uendelig mange indbyrdes forbundne eller blot samtidigt indtræffende periodiske eller kaotiske hændelser af enhver størrelsesorden og varighed inden for vort observerbare univers. Men hvis universet fortsætter sin accelererende udvidelse, vil det føre til maksimal entropi: Molekyler vil ophøre med at bevæge sig, stjernerne vil være iskolde og alt vil indtage den samme temperatur på – 273º. Intet vil bevæge sig og tiden vil ophøre med at eksistere.
Det, Einstein så begavet indså var, at der ikke kan eksistere et universelt system til at tælle begivenheder; hver tilhører sit referencesystem, og for at komme fra ét referencesystem til det næste må vi benytte Lorenz’ transformationsligninger plus lyshastighedens invarians som målestok. I relativitetsteorien findes der ikke en universelt vedtaget fortid, nutid og fremtid. Selve forestillingen er meningsløs.
Den
måde vi bruger ordet ‘tid’ på er
en ruskomsnusk af ofte indbyrdes modsigende udsagn og sprogbrug. Men det er
dette, der sammen med uret leverer den uundværlige struktur til vores daglige
liv. Vi kan slå tiden ihjel, spare den eller miste den, og den kan stå
stille. Udtryk som ”Hvor bliver tiden dog af?”, ”Hvor går tiden dog hurtigt/langsomt!”,
”Tiden faldt ham lang” siger ikke noget om tiden med derimod om vores
mentale registrering og neurale behandling af en begivenhedsrække. Klagen ”Hvor
bliver tiden dog af?” og ”Hvor går tiden hurtigt!” vil normalt være affødt af
oplevelsen af et koncentreret begivenhedsforløb, som vedkommende har engageret
sig i emotionelt. Det modsatte, ”Tiden faldt ham lang” opstår, når der er langt
mellem engagerende begivenheder, og følelsen vil forstærkes, hvis personen forventer,
at en glædelig, spændende, skræmmende eller blot interessant begivenhed skal
indtræffe senere.
Alle disse udsagn vil kunne omskrives og meddeles
uden overhovedet at nævne ordet ‘tid’, og ingen af dem hentyder til tid som
målestok. Så hvordan kan vi forklare, at tiden går hurtig/langsom? Vi ved alle,
hvad der menes, og vi vesterlændinge ved udmærket, at disse udråb henviser til
vores mentale oplevelse af tid, mens virkelig tid løber med en hastighed
af 60 sekunder i minuttet. Det véd min aerobics instruktør utvivlsomt også,
men hun skaber en masse forvirring, når hun råber: ”Og nu dobbelt tid” og halvdelen
af gruppen fordobler rytmen mens den anden halvdel går ned på halv speed. (Hun
gør ikke livet lettere for os, når hun lidt senere pludselig lader ”dobbelt
tid” betyde nøjagtigt, hvad det betyder!).
For psykologen forbindes tid med bevidsthed. Som de fleste lavere dyrearter lever et nyfødt barn i et evigt nu, men i løbet af få uger lærer det at forbinde nutidige hændelser med fremtidige konsekvenser. Tid og hukommelse har kommet ind i dets liv. Når det er omkring halvandet år gammelt kan barnet snakke om ikke-nærværende genstande og begivenheder. Som toårig kan det finde skjulte genstande efter en ventetid. Lidt efter lidt udvikles bevidstheden.
Såvel psykologiske som fysiologiske vidnesbyrd viser, at vore biologiske
ure holder øje med tidens fremskriden, hver på sin måde men alle
synkroniserende de biologiske processer med den ydre verden. De fleste af urene
arbejder selvstyrende, men nogle, som fx åndedræt og puls, kan påvirkes
bevidst. Både åndedræt og puls påvirker vores fornemmelse af tidsforløb.
Men den kan let forstyrres; under indflydelse af visse stoffer kan
tidsfornemmelsen enten forkortes eller trækkes ud. Depressiver som fx
barbiturater og opiater får tiden til at synes kortere: ”Jeg følte det, som
om jeg havde levet et helt liv på en enkelt dag” kunne være en typisk bemærkning
fra en person under indflydelse af opium. Stimulanser som fx kaffein eller
amfetamin, som øger stofskiftet, får tiden til at synes længere. ”Tiden
blev strakt i en grad, så den næsten ophørte med at eksistere” er en typisk
bemærkning fra en person under indflydelse af amfetamin.
Oplevelsen af tid er ofte hvis ikke altid kulturelt bestemt; primitive folk har en meget vag indstilling til tiden. Hopi indianerne mangler ord til at definere lineær tid. Deres verber har hverken fortid eller fremtid. De lever i en slags evig nutid, som omfatter alle begivenheder, der nogensinde er sket. Muslimer siger, at de altid bærer på fortiden. Yogier hævder, at de gennem deres øvelser kan opnå frigørelse fra enhver følelse af tidens forløb. De kalder denne tilstand moksha. Buddhister hævder, at de kan opnå en lignende tilstand gennem kontemplation og kalder den satori eller nirvana. Adskillige kristne mystikere hævder at have opnået en meditativ tilstand af udfrielse af den jordiske trædemølle. Men for fysikere er tiden blot en matematisk entitet i lighed med de tre rumdimensioner, vi mener brød frem med Big Bang for 13,7 milliarder år siden. Kan det tænkes, at tiden, når alt kommer til alt, ikke eksisterer? Eller, i det mindste, at oplevelsen af, at tiden går, er en illusion?
Kosmologen Paul Davies siger: ”... at tale om fortiden eller fremtiden er lige så meningsløst som at tale om ‘et oppe’ eller ‘et nede’... [oppe og nede er blot rumlige retninger lige som fortid og fremtid blot er tidsmæssige retninger] ...vi observerer virkelig ikke tidsforløb. Hvad vi faktisk observerer er at verdens senere tilstand er forskellig fra tidligere tilstande, som vi stadig husker.” og ”To begivenheder, der sker samtidigt, set fra ét referencesystem, kan godt ske på forskellige tidspunkter, set fra et andet...[Det er umuligt] at tildele en særlig status på Nuet, for hvilket Nu skal det øjeblik referere til? ... Den klareste slutning er, at både fortid og fremtid ligger fast. Derfor foretrækker fysikere at forestille sig tiden lagt ud i sin helhed – et tid-skab, analogt til et landskab – med alle fortidige og fremtidige begivenheder anbragt sammen der. Der refereres sommetider til denne opfattelse som bloktid. ... Kort sagt, fysikerens tid flyder ikke.”
Ikke desto mindre fortæller vores daglige erfaringer os, at tiden flyder; hvad der skete i går ligger fast og kan ikke ændres, vi kan kun spekulere over, hvad der vil ske i morgen, og det er vores nutid, der giver os vores følelse af virkelighed; det er her, erindringer om den umiddelbare fortid lagres i korttidshukommelsen, hvorfra de kan genkaldes – og måske bliver genkaldt uophørligt og således måske giver os fornemmelsen af, at fortiden følger med os. Men det genkaldte er ikke identisk med det lagrede; det lagrede er på en måde allerede tabt. Den normale hjerne begynder øjensynligt omgående at sortere og censurere indputtet, idet den sletter ubrugelige eller modstridende dele, anbringer resten kronologisk og tildeler dem, der bedømmes til at have følelsesmæssig eller overlevelsesmæssig værdi, deres respektive centre i hjernen. Utvivlsomt bidrager bevidstheden også til fornemmelsen af tidens strøm; som tænkende væsener kan vi bevidst søge tilbage i hukommelsen og derved bedre stadfæste kronologien. For at citere Paul Davies endnu engang: ”Bevidsthed kan tænkes at være forbundet med termodynamiske eller kvanteprocesser som medfører indtrykket af at leve øjeblik på øjeblik”. Og den engelske matematiske fysiker Roger Penrose har foreslået, at der foregår kvanteaktiviteter i ”stor” målestok i hjernen, og det er ikke utænkeligt, at disse aktiviteter på en eller anden måde er forbundet med den måde, hvorpå vi opfatter Nuet.
Når en begivenhed således er genkaldt, er den sikkert allerede blevet redigeret. Jo stærkere opmærksomhed eller følelser den blev oplevet med, jo dybere vil den ætse sig ind i hjernen, og jo længere vil den blive i hukommelsesbanken, hvor den med tiden undergår yderligere katalogisering, censurering, og redigering, jo mere jo oftere den genkaldes. Men herudover vil vor kulturelle og intellektuelle baggrund og vores sprog have tendens til at farve den. Vi husker, hvad vi ønsker eller har lært at huske. Og den sjældent eller aldrig genkaldte vil svækkes og lidt efter lidt falme ind i glemslen.
Men hvorledes får begivenhederne deres kronologiske placering i hjernen? Når fysikere taler om tidens pil, er de overbeviste om, at de viser hen til en objektivt fysisk egenskab, der adskiller fortiden fra fremtiden og som er forbundet med teorien om termodynamik. Psykologer, derimod, taler om oplevelsen af tidens pil. Det er erindringen om øjeblikkene, der kom før Nuet, og som er oplagret således, at de giver en følelse af uforanderlighed, af et rimeligt forløb af fortidige begivenheder, der leder op mod det indeværende Nu. Denne fornemmelse afspejler en neurologisk realitet: De neurologiske forbindelser i hjernen ændres ved hver sanseimpuls.Vi bærer ikke rundt på en videooptager i hjernen, som genafspiller fortidige begivenheder i den korrekte orden, men det er muligt, at vores biologiske ur spiller en rolle. Det kunne om jeg så må sige tage tid på og stemple hver enkelt hukommelsesbit og sende denne tidsinformation videre til hjernens begivenheds-registrator. Hvordan dette eventuelt foregår vides endnu ikke. Men psykologer, neurofysiologer og sågar sprogforskere over hele verden forsker i disse emner, fordi mange har en stærk mistanke om, at oplevelsen af tidens retning – tidens pil - har noget med hele det neurale system at gøre, som formodet af Paul Davies i citatet ovenfor.
Når man tager i betragtning, at praktisk talt alle celler, bortset fra hjerne- og hjerteceller, bliver skiftet ud i løbet af tyve år (nogle af dem endda dagligt), og at man så, biologisk set, er en ny person, er det da ikke utroligt, at vi er i stand til at opretholde fornemmelsen af identitet, af at være noget helt specielt og privat!
Den eksakte videnskab ser med mistænksomhed på al filosoferen, især inden for dens eget område; imidlertid er både kosmologien og kvantefysikken i dag nået til en erkendelse, der i sig selv er så godt som identisk med filosofi. De taler nemlig om en begyndelse og en mulig afslutning på universet, de påviser grænser for enhver iagttagers erkendelse, de opkaster og forkaster hypoteser om universets og stoffets karakter og opbygning, om spontan dannelse af stof (fx Fred Hoyles steady state univers) og opsugning af stof i sorte huller, alt sammen af højeste filosofisk relevans. Men længe inden forskningen nåede så langt har filosoffer og forfattere barslet med en lang række modeller og spekulationer over tidens og universets inderste væsen; faktisk har den en historie, der løber parallelt med såvel som på tværs af fysikken, men i dag synes den at have fået en renæssance, hvor den bliver tilbejlet af fysikerne. Her kan du læse om nogle af tids-filosofferne.
(Det
japansk/kinesiske skrifttegn i baggrunden læses ”toki” på japansk, hvilket betyder
”tid”)
Kommentarer og forslag til per.lassen@wanadoo Efter wanadoo, venligst tilføj .es